Fra det øjeblik vi bliver gravide, gør vi alt for at passe på dig. Vi går til undersøgelser, læser alt om din udvikling og følger den ned i mindste detalje. I det sekund du ligger i vores arme, lover vi dig og os selv, at vi vil gøre alt i verden for at passe på dig og give dig alt hvad du har brug for. Der er ikke noget der er vigtigtigere for os.
Vi køber og læser bøger, melder os ind i Facebook grupper, går i mødre og fædre grupper.
Vi spørger forældre, søskende og venner til råds. Vi søger viden om din udvikling og hvad der er vigtigt for din sundhed og sikkerhed.
Vi køber økologisk og laver hjemmelavet grønsagsmos, tager os af dine basale behov, sikre de rigtige omstændigheder for din søvn, giver dig omsorg og kærlighed.
Vi lærer dig at passe på, når du går over vejen, giver dig en cykelhjelm på hovedet, og lærer dig at svømme.
Vi involverer os i din skolen, lærer de andre forældre at kende og møder op når der er brug for det.
Vi sørger for du får den rigtige kost, gør alt for at træffe de beslutninger, der skal til for at sikre din sundhed, indlæring, udvikling og trivsel.
Kort sagt, vi gør os virkelige umage, for at gøre det bedste for dig.
Lige end til vi står i Netto og Køber Brezzer til dig som 14-15-årig.
Jeg er nysgerrig på, hvad det er der gør, at vi ikke længere har det samme fokus på dit bedste ve og vel? Er det fordi vi ikke har viden om, hvor sårbar din unge hjerne er eller hvor farligt det er, at du er fuld i en så ung alder? Eller går vi lige pludselig ikke så højt op i din sundhed, trivsel eller sikkerhed længere? Eller er det fordi vi glemmer, alt om egne værdier og de ønsker vi havde for dig, i fartblindhed i vores alkoholkultur?
Glemmer vi at spørge om hvorfor du gerne vil drikke alkohol, eller tager vi det selv som en selvfølgelighed og får dermed ubevist påduttet dig at det er normalt.
Lever vi i misforståelserne, ”sådan har det jo altid været”, ”lad nu de unge” eller ”de skal jo lærer det”? slår vi det hen med ”Sådan er det jo bare… eller det gik da meget godt for mig…”?
Hvorfor søger vi ikke længere viden og indsigt eller spørger andre til råds, høre andres forældres holdninger og meninger? Er vi bange for hvad andre tænker om os, eller komme til at fremstå som om vi ikke har styr på det? Søger vi ikke andre forældres støtte, fordi vi er bange for en konflikt, bange for at fremstå som kedelige eller måske bare få at vide at man skal blande sig uden om?
Hvorfor er vi så villige til at sætte det hele over styr?
Vil du betale prisen med dit barns udvikling og fremtid, i alkoholkulturens navn?